Mød mig i mørket

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Hvis nogen undrer sig over, hvordan det går med løberiet, så forstår jeg det godt. Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet om det. Det går sådan, at jeg stadig løber, men jeg synes, det bliver sværere og sværere at komme af sted, nu hvor det er mørkt både før og efter fyraften. Derfor bliver turene de fleste uger blot til et par stykker i stedet for de tre, mit program fortæller mig, jeg ville have godt af.

Jeg har forsøgt at finde på løsninger, og en kær kollega forsøger at overbevise mig om, at jeg skal løbe om morgenen, før jeg tager på arbejde. Det gør hun nemlig selv, og hun synes tilsyneladende, at det er skønt. Jeg hører tydeligt lyden af hver en celle i min krop, der skriger nej, hver gang vi taler om det. Alene tanken om at skulle kravle ud fra den lune dyne for at iføre mig løbetøj og begive mig ud i mørket, fylder mig med væmmelse.

Jeg kan lige så godt være ærlig – det kommer aldrig til ske. I alt fald ikke så længe, at det er mørkt udenfor, når vækkeuret ringer.

Men hvad gør I andre? Hvordan finder I motivationen til at komme af sted i mørket?

To skridt frem og rigtig mange tilbage

blog

Det gik lige så godt, og så gik det ikke alligevel. I alt fald måtte jeg kapitulere undervejs på gårsdagens løbetur. Om det har noget at gøre med, at jeg ikke kom af sted i lørdags, skal jeg lade være usagt, men det kan nok ikke udelukkes.

Hvorom alting er, så var turen så usmagelig hård, at jeg til sidst blev sur og nægtede at løbe. Jo, benene var tunge. Jo, det gjorde lidt ondt i det ene knæ, men når sandheden skal frem, så tror jeg mest af alt, at det var mit hoved, der satte en stopper for løbet. Jeg magtede det simpelthen ikke.

For at fuldende dagen havde Henrik skrevet til mig, da jeg kom hjem. »Hvordan går det?« spurgte han. Og han fik sandheden. »Det går slet ikke. Det er for hårdt, og det er for træls,« svarede jeg arrigt, og mit sure opstød har nu resulteret i, at Henrik har revideret mit program. Ikke noget voldsomt, men han har skruet tiden et par træningsdage tilbage til det, han kalder lette ture. Det er en ganske kæk formulering, synes jeg, men jeg håber, det kan hjælpe mig med at finde motivationen igen. Jeg var ellers klar til at stille løbeskoene tilbage bagerst i skabet, men nu får de alligevel lov til at stå fremme – i alt fald en træningsdag eller to – og kryds så fingre for, at jeg kommer op i gear igen.

Hvad gør I andre, når turene føles hårde og motivationen er lav?

Løbebog med baglandet i orden

Præsentation af bogen 102030 i Fælledparken.
Lanceringen af bogen 102030 i Fælledparken.
Præsentation af bogen 102030 i Fælledparken.

Foto: Jakob Carlsen

Samvirke har udgivet en ny løbebog. Den hedder ”10-20-30 metoden. Verdens bedste og nemmeste løbetræning”. Det kan måske lyde lidt selvhøjtideligt, men der skulle være noget om snakken.

Bogen er skrevet er Jens Bangsbo og Thomas P. Gunnarson, og de er henholdsvis professor og ph.d. ved Institut for Idræt og Ernæring hos Københavns Universitet. De ved om nogen, hvad de taler om, når det kommer til løbetræning. Det er også derfor, Samvirke er gået ind i projektet.

I går var jeg til pressearrangement for bogen i Fælledparken. Her fortalte de to forfattere om bogens resultater, mens løbere fra DGI demonstrerede metoden. Resultaterne er svære at komme udenom. Metoden forbedrer løberesultater, blodtryk og kolesterol sammenlignet med almindelig løbetræning.

Bogens to forsøgskaniner, Tyge og Agnete, har løbet efter programmet i 6 uger. Jeg fik en snak med Tyge om hans oplevelser, og jeg fik flere gange at vide, at jeg skulle give 10-20-30 metoden et forsøg. Om det kommer til at ske, vil jeg ikke garantere, men det lød som om, det var et forsøg værd.

Tyge havde forbedret sin løbetider markant, hans form var blevet meget bedre, og han havde kunnet klare sin løbetræning på den halve tid, end hvad han plejer. Det lyder selvfølgelig ikke så dårligt, hvis man har en ide om, at familien også skal plejes lidt.

Agnetes resultater taler også for sig selv. På de 6 uger hun har løbet 10-20-30, har hun forbedret sin 3-kilometer-tid med 3 minutter. Det skulle eftersigende være verdensrekord. Skeptisk? Samme her. Derfor spurgte jeg Jens Bangsbo, hvordan det hang sammen. Han forklarede mig, at de havde søgt igennem faglitteraturen efter et program med lignende resultater, men ingen var kommet i nærheden af.

Umiddelbart skulle der altså være god grund til at kaste sig over 10-20-30. Måske bare som supplement til ens almindelige løbetræning. DGI har allerede gjort det. Næsten alle DGI-afdelinger bruger metoden. Bogen udkom i går, og hvis det er noget, der frister, kan den findes i udvalgte butikker.

God løbetur!