Mød mig i mørket

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Hvis nogen undrer sig over, hvordan det går med løberiet, så forstår jeg det godt. Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet om det. Det går sådan, at jeg stadig løber, men jeg synes, det bliver sværere og sværere at komme af sted, nu hvor det er mørkt både før og efter fyraften. Derfor bliver turene de fleste uger blot til et par stykker i stedet for de tre, mit program fortæller mig, jeg ville have godt af.

Jeg har forsøgt at finde på løsninger, og en kær kollega forsøger at overbevise mig om, at jeg skal løbe om morgenen, før jeg tager på arbejde. Det gør hun nemlig selv, og hun synes tilsyneladende, at det er skønt. Jeg hører tydeligt lyden af hver en celle i min krop, der skriger nej, hver gang vi taler om det. Alene tanken om at skulle kravle ud fra den lune dyne for at iføre mig løbetøj og begive mig ud i mørket, fylder mig med væmmelse.

Jeg kan lige så godt være ærlig – det kommer aldrig til ske. I alt fald ikke så længe, at det er mørkt udenfor, når vækkeuret ringer.

Men hvad gør I andre? Hvordan finder I motivationen til at komme af sted i mørket?

Et æble om dagen…

samvirke_raavare__0054

November måneds råvare i Samvirke er æbler. Æbler er lig med efterår, og vi ved også at et æble om dagen, holder doktoren fra døren. Men vidste du også, at æbler muligvis har en kolesterol-sænkende effekt?

En diæt på friske æbler kan muligvis nedbringe mængden af det farlige LDL-kolesterol i kroppen. Det har Institut for Fødevarevidenskab og Human Ernæring, Life, Københavns Universitet fundet ud af.

Skulle du have fået lyst til et æble – så har vi samlet 25 opskrifter med æbler her.

 

To skridt frem og rigtig mange tilbage

blog

Det gik lige så godt, og så gik det ikke alligevel. I alt fald måtte jeg kapitulere undervejs på gårsdagens løbetur. Om det har noget at gøre med, at jeg ikke kom af sted i lørdags, skal jeg lade være usagt, men det kan nok ikke udelukkes.

Hvorom alting er, så var turen så usmagelig hård, at jeg til sidst blev sur og nægtede at løbe. Jo, benene var tunge. Jo, det gjorde lidt ondt i det ene knæ, men når sandheden skal frem, så tror jeg mest af alt, at det var mit hoved, der satte en stopper for løbet. Jeg magtede det simpelthen ikke.

For at fuldende dagen havde Henrik skrevet til mig, da jeg kom hjem. »Hvordan går det?« spurgte han. Og han fik sandheden. »Det går slet ikke. Det er for hårdt, og det er for træls,« svarede jeg arrigt, og mit sure opstød har nu resulteret i, at Henrik har revideret mit program. Ikke noget voldsomt, men han har skruet tiden et par træningsdage tilbage til det, han kalder lette ture. Det er en ganske kæk formulering, synes jeg, men jeg håber, det kan hjælpe mig med at finde motivationen igen. Jeg var ellers klar til at stille løbeskoene tilbage bagerst i skabet, men nu får de alligevel lov til at stå fremme – i alt fald en træningsdag eller to – og kryds så fingre for, at jeg kommer op i gear igen.

Hvad gør I andre, når turene føles hårde og motivationen er lav?