Mød mig i mørket

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Der burde sidde løbesko på fødderne, men det gør der sjældent i disse mørke dage. I stedet finder man mig ganske ofte mageligt tilbagelænet med fødderne oppe.

Hvis nogen undrer sig over, hvordan det går med løberiet, så forstår jeg det godt. Det er efterhånden længe siden, at jeg har skrevet om det. Det går sådan, at jeg stadig løber, men jeg synes, det bliver sværere og sværere at komme af sted, nu hvor det er mørkt både før og efter fyraften. Derfor bliver turene de fleste uger blot til et par stykker i stedet for de tre, mit program fortæller mig, jeg ville have godt af.

Jeg har forsøgt at finde på løsninger, og en kær kollega forsøger at overbevise mig om, at jeg skal løbe om morgenen, før jeg tager på arbejde. Det gør hun nemlig selv, og hun synes tilsyneladende, at det er skønt. Jeg hører tydeligt lyden af hver en celle i min krop, der skriger nej, hver gang vi taler om det. Alene tanken om at skulle kravle ud fra den lune dyne for at iføre mig løbetøj og begive mig ud i mørket, fylder mig med væmmelse.

Jeg kan lige så godt være ærlig – det kommer aldrig til ske. I alt fald ikke så længe, at det er mørkt udenfor, når vækkeuret ringer.

Men hvad gør I andre? Hvordan finder I motivationen til at komme af sted i mørket?

To skridt frem og rigtig mange tilbage

blog

Det gik lige så godt, og så gik det ikke alligevel. I alt fald måtte jeg kapitulere undervejs på gårsdagens løbetur. Om det har noget at gøre med, at jeg ikke kom af sted i lørdags, skal jeg lade være usagt, men det kan nok ikke udelukkes.

Hvorom alting er, så var turen så usmagelig hård, at jeg til sidst blev sur og nægtede at løbe. Jo, benene var tunge. Jo, det gjorde lidt ondt i det ene knæ, men når sandheden skal frem, så tror jeg mest af alt, at det var mit hoved, der satte en stopper for løbet. Jeg magtede det simpelthen ikke.

For at fuldende dagen havde Henrik skrevet til mig, da jeg kom hjem. »Hvordan går det?« spurgte han. Og han fik sandheden. »Det går slet ikke. Det er for hårdt, og det er for træls,« svarede jeg arrigt, og mit sure opstød har nu resulteret i, at Henrik har revideret mit program. Ikke noget voldsomt, men han har skruet tiden et par træningsdage tilbage til det, han kalder lette ture. Det er en ganske kæk formulering, synes jeg, men jeg håber, det kan hjælpe mig med at finde motivationen igen. Jeg var ellers klar til at stille løbeskoene tilbage bagerst i skabet, men nu får de alligevel lov til at stå fremme – i alt fald en træningsdag eller to – og kryds så fingre for, at jeg kommer op i gear igen.

Hvad gør I andre, når turene føles hårde og motivationen er lav?

Nu med udvidet løbeprogram

blog1

Jeg har næsten færdiggjort mit løbeprogram, men jeg kan stadig ikke løbe de 5 kilometer, som jeg havde sat som mål, og med kun 3 træningsdage tilbage, så er det heller ikke realistisk, at det sker.

Det skyldes formentligt, at jeg løber så usædvanlig langsomt, men jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved tempoet, før jeg kan løbe de intervaller, jeg skal, uden blodsmag i munden og uden susen for ørerne.

Derfor har jeg bedt Henrik forlænge mit program, og det har han gjort. Og nu er jeg ved at få kolde løbefødder, fordi jeg kan se, at Henrik tror, jeg kan løbe 30 minutter med 3 korte pauser af et minut om blot 7 træningsgange. Det ser jeg ikke ske!

I dag har jeg for eksempel et nemt program. Gå 2 minutter, løb 3 minutter og gentag 2 gange. Gå så 2 minutter og løb 7 minutter og gentag 2 gange. Det er første dag med intervaller af 7 minutter, men jeg føler mig i topform, og tror på, at jeg kan klare det.

Henrik har forklaret mig, at han giver mig lettere træningspas ind imellem, for at jeg skal beholde motivationen undervejs og ikke give op, fordi hver træningsdag er hård. Og jeg er pjattet med de lette dage. Men det betyder jo også, at der kun er 5 træningsdage til, at jeg skal kunne løbe en halv time.

Alle dem, der tror, at jeg kan det til den tid, rækker hånden op!