To skridt frem og rigtig mange tilbage

blog

Det gik lige så godt, og så gik det ikke alligevel. I alt fald måtte jeg kapitulere undervejs på gårsdagens løbetur. Om det har noget at gøre med, at jeg ikke kom af sted i lørdags, skal jeg lade være usagt, men det kan nok ikke udelukkes.

Hvorom alting er, så var turen så usmagelig hård, at jeg til sidst blev sur og nægtede at løbe. Jo, benene var tunge. Jo, det gjorde lidt ondt i det ene knæ, men når sandheden skal frem, så tror jeg mest af alt, at det var mit hoved, der satte en stopper for løbet. Jeg magtede det simpelthen ikke.

For at fuldende dagen havde Henrik skrevet til mig, da jeg kom hjem. »Hvordan går det?« spurgte han. Og han fik sandheden. »Det går slet ikke. Det er for hårdt, og det er for træls,« svarede jeg arrigt, og mit sure opstød har nu resulteret i, at Henrik har revideret mit program. Ikke noget voldsomt, men han har skruet tiden et par træningsdage tilbage til det, han kalder lette ture. Det er en ganske kæk formulering, synes jeg, men jeg håber, det kan hjælpe mig med at finde motivationen igen. Jeg var ellers klar til at stille løbeskoene tilbage bagerst i skabet, men nu får de alligevel lov til at stå fremme – i alt fald en træningsdag eller to – og kryds så fingre for, at jeg kommer op i gear igen.

Hvad gør I andre, når turene føles hårde og motivationen er lav?

To skridt frem og rigtig mange tilbage

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  1. Hej Bente

    Jeg har også nogle dage hvor jeg vil løbe, men ben og krop er bare som tunge at jeg ikke for en god rytme i løbet. Så hvis det ikke er blevet bedre efter ca. 2 km. så vender jeg om og går ud og løber dagen efter så er det som reglen helt i orden, det siger jeg som garvet løber jeg tror gerne som ny løber at det slår benene væk under en, men du kan lige så godt stoppe for du for ikke noget ud af det og som du selv skriver er ved at opgive at løbe, men det skal du bare ikke gøre vent til dagen efter så er det helt sikkert bedre op på hesten igen Bente du skal nok komme videre. :-)

    • Hej Søren. Tak fordi du deler dine erfaringer. Jeg må selvfølgelig op på hesten igen, og forhåbentlig bliver næste tur ikke så hård.

  2. Hej Bente. Hvor bor du? Jeg HADER også motion men ligner dig i statur (for mange kilo). Måske kunne vi støtte hinanden?

    Mvh Inge

    • Hej Inge. Tak for tilbuddet! Jeg er sikker på, at det er en rigtig god idé at forpligtige sig til at løbe sammen med andre, for det gør det sikkert lettere at komme af sted. For mig er løbeturen dog ret privat – også selv om jeg udstiller den i dette forum. Jeg er nok bare typen, der bedst kan lide at træne alene. Derfor er det også maskinerne i træningscenteret, der lokker mig frem for holdtræningen. Men det var et fint tilbud, så tak for det.