1,4 hyldemeter af genbrugstræ

1,4 hyldemeter

For et års tid siden fik jeg idéen til at lave boghylder af gamle europaller. Jeg har før set møbler og sager lavet af paller, men i al beskedenhed ikke som dem her. Det kan der være en ret simpel forklaring på – det er lidt af et arbejde.

Du starter med en palle. Jeg bruger kun gamle, slidte og helst grå paller, for det udtryk, jeg kan lide, er det rå.

Skil så pallen ad. Det er her, du rigtig kommer til at bande, svovle og svede. De gamle paller sidder oftest sammen med mange søm, fordi de har levet et hårdt liv og er blevet repareret mange gange. Men de skal være lidt frønnede og gerne med hakker og rustne søm, for så bliver de flottest til slut.

Det starter med en palle

Alt efter dit værktøj, dit held og pallens samarbejdsvillighed ender du efter en times tid med at have de brædder, du skal bruge. Til en hylde bruger jeg en smal og en bred pind og afskårede brede til strøere under hylderne. Der er i princippet træ nok, hvis du tager mederne med, til at lave fire hylder, men det meste, jeg har fået ud af en, er tre styk.

Når man bruger de gamle paller, er der ofte et bræt eller to, der går i stykker eller allerede er flækket og derfor ikke kan bruges.

næste

Ovenfor kan du se, hvad hele humlen i projektet er. Når du sliber de gamle brædder, kommer du ind til det rå træ nogle steder mens det andre steder er så slidt, at det stadig er mørkt. Det ligner nærmest drivtømmer, og jeg synes, det er smadder flot!

Billed to og tre er før og efter slibning med en gang sandpapir korn 120. Går du efter en barnenumse, skal du give det en efterslibning med et finere papir.

Hvis der er steder, hvor noget er brækket af, eller hvor der er store huller efter søm og knaster, sliber jeg de områder, så der ikke er nogle skarpe kanter.

Det største af billederne ovenfor er taget efter en omgang lak. Jeg bruger mat lak, for så synes jeg, træet tager sig bedst og mest naturligt ud. Men en blank lak eller måske en meget tynd hvis maling ville nok også gøre sig pænt.

Færdigt arbejde

Således det færdige resultat. Det ene af de tynde brædder knækkede undervejs #%&!, men jeg har sat det sammen igen med en metalplade, jeg havde til at ligge. Den fik seks huller og en tur på græsplænen indsmurt i salt over natten. Så passede patinaen fint til træets.

Jeg er nu oppe på syv styk af de her hylder. Dem på disse billeder er til min mor, som havde fødselsdag for nylig, men jeg tror ikke, jeg er færdig med at lave dem endnu. Ellers kan jeg sikkert sagtens finde på noget nyt at bygge af de paller, jeg har stående.

Hvem sagde et klædeskab?

1,4 hyldemeter af genbrugstræ

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

  1. Hvor er de bare fede! Skulle du få lyst til at sælge nogle hylder eller et klædeskab i samme stil, må du meget gerne kontakte mig.

    • Hej Karina
      Jeg holder mig til at lave til eget og familiens behov, men tak for rosen!

    • Hej Christina
      Mange tak!
      Jeg har været heldig at kunne få den gennem håndværkere, men man kan købe paller i de fleste tæmmerhandler.
      Den Blå Avis er også tit et godt sted, så man skal bare lede og tage dem nederst i bunken :)